Nyheder

GF 2020 Årsberetninger

25. maj 2020
Afdelingernes beretninger

Årsberetning 2019 – Badminton

Vi kan nu se tilbage på året 2019. Badminton på Bornholm har fortsat den gode udvikling i 2019, med fremgang ved flere stævner og aktiviteter. Vi i AAIF har været flot repræsenteret ved alle stævnet med fine resultater. Der har i 2019 bl.a. været overnatningstræf med Peter Gade, Pigeworkshop med Nadia Lyduch.
Vi har i AAIF haft en tilbagegang blandt de yngste medlemmer, der har været lidt frafald og meget lille tilgang blandt de yngste. I U13-U17 er der er fast gruppe.
Vi skal i 2020 tænke nyt og gøre en stor indsats på at få nye unge medlemmer, der er medlemsfremgang i badminton på Bornholm – og dette skal vi i AAIF også være en del af.
Vores medlemstal har blandt senior og motionister har været stabilt. 
Senior Sæson 2019/2020
Vi er i AAIF. seniorafdeling 9 medlemmer + 4-5 ungdomspiller og ca. 5 medlemmer i Nyvest. Det er et stabilt fremmøde til træning, på trods af alle ikke kommer hver gang. Dejligt at nogle af de unge U15/U17 spiller vil spille med.
Samarbejdet går godt mellem AAIF og Nyvest. Vi træner i AAIF mandag kl. 19-21 og onsdag 19.30 i Nyvest.Vi har i år haft 2. hold med i holdturneringen, et i serie 4 og et i serie 5. 1. holdet ligger nr. 1 og 2. holdet er placeret midt i serie 5. Vi er lidt så bare på damesiden, især ved skade/ferie.
I denne sæson er der lavet op og nedrykning i holdturneringen ved nytår.
Der blev igen i år afhold jule mixstævne før jul i Nyvest med efterfølgende hygge med mad.
I samarbejdsudvalget med Nyvest er Carsten Frederiksen og Jesper Pedersen repræsentanter for AAIF.  
Motionister 2019/2020.
Der er motionist tider (fast bane) onsdag kl 19-20 i både hal A+B. Alle baner er besat. Derudover er der en motionist bane lørdag kl 11-12 i familiebadminton.
Familiebadminton
Vi har forsat familie badminton hver lørdag kl 11-12, i denne sæson har det været i hal B. Opbakningen til familie badminton er forskellige fra gang til gang. Ofte er der fuldt i hallen især i forbindelse med ferier. I lørdagstiden er bane 1 udlejet som motionist bane. Der er Lisbeth fra denne bane der åbner for bolde og Ketcher. Tak for hjælpen Lisbeth.
Ungdom
Det første stævne i 2019 var DGI´s udtagelse stævne den 19. januar, vi havde her 18 spiller med. Alle deltager fik mulighed for at deltage i Landsmesterskaberne, 14 spiller tog imod tilbuddet og repræsenterede AAIF/Bornholm til Landsmesterskaberne i 15-16 marts. Den 10/2-19 blev der afholdt double/mix stævne i Østermarie. I Hasle blev der den 24. februar afholdt 80 års jubilæumsstævne - 17 spillere deltog og fejrede Hasle. Sæsonen 2018/2019 sidste stævne var singlestævne den 30. marts i Allinge.
Sæsonen 2018/2019 blev afsluttet med klubmesterskab og afslutning lørdag den. 6. april, hvor 31 spiller deltog. Der i alt spillet 89 kampe på tid. Der blev både spillet single og double. Der var fin opbakning også fra forældre. Der blev afsluttet i mødelokalet med kage og præmie overrækkelse.
Sæsonen 2019/2020 startede op den 2. september 2019.
Sæsonens første stævne var opstart stævnet den 6. oktober i Nexø, der var til stævnet tilmeldt 80 deltager. Her af kom de 16 deltager fra AAIF, det var en god start på sæsonen med et godt besøgt stævne. Derefter fulgte vores egen Smachercup i efterårsferien for U13-U19. Der var i år rekord deltager antal til smacher cup, der er super godt at spille i mod andre. I 2019 blev der afviklet LM 2 gange, i det LM i sæsonen 2019/2020 var blevet flyttet til 9-10. november, pga. store ændringer i sæsonen planen. Vi sendte 11 spiller afsted til LM i november 2019.
Her efter fulgte BM den 30. november-1. december. BM blev igen som i gamle dage afviklet over 2 dage, singler lørdag og double/mix søndag. Vi havde 19 spiller med til stævnet. I år blev den TV-banen fundet frem, til stor glæde blandt ungdommen. Vi hev 4 BM titler hjem til AAIF. 14 dage efter blev der afhold double/mix stævne i Søndermarkshallen, her var vi også godt repræsenteret med 16 deltager. 
Året 2019 sluttede med det årlige julestævne 3. juledag, her valgt 18 spiller at komme ud og spille. 
Der har igen 2019 været mange stævner på Bornholm, vi har I AAIF støttet godt op om dem alle. Alle stævner i 2019/2020 er pointgivende hvilket er godt for indplaceringen af spillerne.  
Badminton har i 2019 igen fået tilskud til rejser til LM fra forældreforeningen, samt til vores ungdomsafslutning. Der skal lyde en stor tak til forældreforeningens støtte gennem alle årene. Vi er kede af at den nu er lukket, men det er konsekvensen af den manglende opbakning fra forældrene. Husk at give en hånd med når der er brug for hjælp.
Der skal for udvalget lyde en stor tak til alle de frivillige der har hjulpet til i afdelingen. Tak til alle vores træner og holdleder for jeres store arbejde. Der skal også lyde en tak til dem der har hjulpet til med oprydning ved smachercup, blomstervanding og ikke mindst æbleskivebagning og retrofesten. Uden jeres hjælp vil der ikke være noget der hed AAIF Badminton.

Årsberetning 2019 - Gymnastik & Dans

Vi har igen i år mange unge gymnaster. Henrik er populær blandt børnene og Tonseholdet og SpringMix bugner af glade børn i alderen 4-10 år. Børneholdene holder et stabilt medlemstal og det kan kun skyldes vores fantastiske og engagerede instruktører. Forældre/børn holdet har fået nye instruktør Marianne som har sunget og leget med de allermindste og deres forældre/bedsteforældre.
Vi har 3 voksen hold – Dans begynder, Dans øvede og CrossGym
Danserne har 2 trofaste instruktører, ægteparret Hessellund, som hvert år danser sig igennem sæsonen. De danser på Hans Rømers Skolen i festsalen, et lokale de er meget tilfredse med. Hos Laila og Jens er der altid glade smil og god musik.
CrossGym træner også på Hans Rømer Skolen om mandagen og så har de fået en tid i Hal B om torsdagen. Mange voksne har fundet ud af at CrossGym er sjovt og udfordrende og for alle aldre. I år er holdet vokset endnu mere og Gitte bruger glad sin fløjte og humøret er højt hos både instruktør og gymnaster.
Gitte fra CrossGym blev opfordret til et sommerhold og det blev afviklet så vidt muligt udendørs og var en stor succes.
Der skal lyde en stor tak til alle vores instruktører for den store indsats – uden jer, ingen Gymnastik og Dans. Også en stor tak til Forældre foreningen og Hallerne for is og sodavand til vores gymnastikopvisning og forældreforeningen for at støtte gymnastikovernatningen i Nyvest.
Gymnastikledelsen er underbemandet og ønsker sig at flere melder sig til at trække vores gode afdeling i nye retninger.

Årsberetning 2019 – Fodbold

Fodboldafdelingen har i 2018/2019 haft tilmeldt i alt 11 hold på ungdomssiden for både piger og drenge, og på seniorsiden er der tilmeldt 3 herrehold, 1 damehold   og har et hold fodbold for sjov – voksen mand kan også drible for diabetes og hjerte sygdomme.
Alle hold er placeret flot i deres rækker og vi har nogle glade børn og unge der træner og spiller kampe med smil på læben.
Derudover har fodboldafdelingen afholdt Carlsberg Cup med 28 hold og ungdomsafslutning med over 200 deltagere og har haft en bod ved Retro byfest været hjælp på det store bingo show. Vi er glade for den store opbakning fra vores spillere og deres forældre i forbindelse med træning, kampe og andre arrangementer. Derfor vil vi afslutningsvis takke de medlemmer og forældre der altid stiller op.
 
2019 blev historisk for bornholmsk fodbold og for vores herresenior. I juni genvandt 1.holdet bornholmsmesterskabet for 4. år i træk. Det er ikke set før! Efter et suverænt efterår, var det dog med lodder og trisser, at mesterskabet blev vundet i forårets sidste spillerunde. Desværre skete dette på Hasle Stadion, så vi kunne ikke fejre det på vores egen hjemmebane denne gang.  Mesterskabet medførte et par kvalifikationskampe mod Nexø om at spille i Københavnsserien. Forskellen var desværre for stor, men efter et nederlag på udebane lykkes det dog at få uafgjort på hjemmebane.
4 mesterskaber på stribe giver genlyd i den bornholmske fodboldverden, og der er ingen tvivl om, at vi har gang i det rigtige i Midtbornholm. I den bornholmske pokalturnering blev det desværre kun til en kamp, men Rønne fb måtte arbejde hårdt for at komme videre, da det endte med forlænget spilletid. Her løb vores spillere desværre tør for kræfter.
2.holdet havde et fint forår med gode præstationer, men desværre har det i efteråret været sværere at samle hold. Vi arbejder hårdt på, at 2.holdet kan få et godt forår i 2020. 
I sæsonen 2018/2019 var Erik Deichmann træner. Han valgte dog at stoppe efter en enkelt sæson. Desuden valgte 3 af holdets profiler at prøve lykken på højere niveau. Midtbornholm er dog stadig et attraktivt sted at spille fodbold. Vores unge, dygtige spillere har gjort det godt med hjælp fra de mere rutinerede kræfter, og der er en rigtig god stemning på holdene. Pt. ligger klubbens førstehold nr.3 i Bornholmsserien efter et flot efterår uden nederlag i de seneste 8 kampe. Kasper Rasmussen har stået for træning og kamp for 1.holdet, mens Henrik ”Julle” Hansen har gjort en kæmpe indsats som holdleder for både 1. og 2.hold.
I foråret taget unge Mathias Andersen over på trænerposten. Han har tidligere trænet ungdomshold i klubben, og vi ser meget frem til samarbejdet.
 
 
 

Årsberetning 2019 – Håndbold

Håndboldåret har været præget af tilgang! Vi fik startet noget nyt op, nemlig baby-håndbold, som er et tilbud for børn i alderen 1-5 år. Ideen går rigtig godt i spænd med, at bestyrelsen de sidste par år har sat fokus på at starte på en frisk, og se om vi kan få tilgang i de yngste rækker.
Initiativet er mildt sagt blevet taget godt imod. I skrivende stund har der været 40 forskellige børn til træning, for at se hvad det er for noget, og af dem er der kommet 32 nye medlemmer – de fleste har ikke været tilknyttet klubben før. Der er fokus på leg med bold og en masse motoriske udfordringer. Til næste sæson vil vi dele gruppen op i store og små, for at blandt andet bedre at kunne implementere Trille/Trolle konceptet.
U7/ og U9 holdet har også fået nye medlemmer, og her er vi oppe på 26 medlemmer, deraf 5 på prøve.  De to hold har været til DGI stævner, som er gået godt med en masse grin og selvfølgelig håndbold. Til DGI´s overnatningsstævne meldte Aa.I.F. 25 spillere til. De havde en fest i Nordlandshallen, hvor trænerne var med til at skabe sjove rammer for dem.
U 11 drengene er 12-14 drenge, der stabilt møder frem til træning. Drengene har udviklet sig rigtig meget håndboldmæssigt i år, og det kan vi takke trænerne for. En masse sjove øvelser samt en del styrke øvelser har været med til, at drengene ligger på 2. pladsen i rækken. Vi skal gøre alt for at deres udviklingskurve fortsætter i næste sæson.
U11 og U13 pigerne har haft en svær sæson. Vi var bevidste om, at det kunne blive svært for pigerne, eftersom der ikke er så mange piger i de årgange. Men på trods af det har de været standhaftige, og har taget kampene som træningskampe, hvor fokus har været at rykke hver enkelt spiller. En masse delmål er blevet indfriet hos hver enkelt. Pigerne har fået lidt hjælp fra nogle drengespillere, hvilket har været nødvendigt for at kunne stille hold. Tak for hjælpen, drenge!
GranitKidz er et hold for børn med udviklingshandicap. De er ikke tilmeldt nogen række, og spiller sjældent, alt for sjældent, kampe mod andre. Men igen i år deltager de i LykkeCup, hvor alle landets LykkeLiga hold kan deltage i et kæmpe stævne, denne gang i Herning.
En af de store ting der er sket for vores LykkeLiga hold er, at de ALLE er blevet udtaget til verdens største landshold. Alle spillere har fået udleveret hver sin landsholdstrøje – og det var nogle MEGA stolte spillere, der trak den over hovedet. GranitKidz har i 2019 fået en tilgang på 9 spillere, og der er nu 23 spillere på GranitKidz. Så skal det da også lige nævnes at GranitKidz vand TV2 Bornholms konkurrence –”Fantastiske Fællesskaber”.
Vi har også nogle ældre piger, der repræsenter Aa.I.F. på Team Bornholm holdene. Det er fedt at se, at også de bliver ved med lægge på deres spil – håber de fortsætter.
Til sidst er vi så heldige, at vi igen kan sige, vi har et Senior Mix hold i Aakirkeby. Vi har 12 medlemmer, som træner hver tirsdag, og der kommer nye til hele tiden. De spiller med i DGI rækken, og skal deltage til Landsmesterskaberne – vi ønsker held og lykke.
I 2019 har vi været så heldige at få mulighed for at lave en skilling til håndboldkassen. Det betyder, at vi har måttet spørge efter frivillige kræfter til hjælp af afvikling af forskellige arrangementer. Vi har afholdt et kæmpe Bingo-show, vi har hjulpet til ved Folkemødet, vi har haft en bod til retrofesten i byen, vi har solgt lodsedler og senest har vi haft en MGP aften i hallen. Det er lykkedes, med hiv og sving, og ofte har det været de samme frivillige mennesker, som har hjulpet. Med fuld forståelse og respekt for at hverdagen er travl, skal der nu alligevel lyde en opfordring herfra til at spillernes forældre kommer på banen. De mange penge som det lykkedes os at få ind, går jo direkte til deres egne børn i form af indkøb af sjove materialer og fælles arrangementer.  Ydermere er der en ungdomsklub på vej i Aa.I.F. regi, hvor der også vil være behov for frivillige.
Så håndboldbestyrelsen håber på, at der vil være endnu større opbakning som frivillig til de diverse arrangementer, som vi regner med, at der kommer i fremtiden.
Som tidligere skrevet vil håndboldbestyrelsen gøre alt, hvad der står i deres magt for at skabe rammer, hvor vi kan dyrke fællesskabet og den fedeste idræt. Derfor har vi indgået et samarbejde med Hans Rømerskolen, hvor vi i idrætstimerne vil være med til at introducere håndboldsporten. Dette glæder vi os meget til.
Til slut vil vi lige nævne nogle nøgleord, som er vigtige for os. Vi bilder os selv ind at fundamentet i vores afdeling er:
FÆLLESSKAB – ENGAGEMENT - ”DET SKAL VÆRE SJOVT AT GÅ TIL HÅNDBOLD”
For 3 år siden var der 17 betalende medlemmer i Aa.I.F. håndbold og i dag er der 135!!!!!! Vi kniber os i armen over udviklingen, og vi er stålsatte på at blive ved med at styrke den fedeste sport i Aa.I.F.

Årsberetning 2019 – Petanque

2019 var sportsligt et rigtigt godt år for Aaif Petanque.
A-rækken blev hold 1 nr. 1 og hold 2 blev nr. 4, B-rækken blev hold 6 nr.1 og hold 4 blev nr. 4 og C-rækken blev hold 5 nr. 3
Landsdelsmesterskabet gik lige så godt, hvor Lasse blev nr.1 i single, han kunne desværre ikke rejse pga. sygdom. I double blev Jan B. og Lotte nr. 1, de var med til Landsmesterskaberne og vandt en sølvmedalje, flot klaret.
I kvartet vandt vores ene holdmesterskabet, der rejste et sammensat hold, bestående af Jan B.,Lotte, Pernille, Mogens og de blev nr. 7 til LM.
Hold 1 var over og spille LM, hvor de blev nr. 13.
Ved nogle af de lokale stævner fik vi mange gode resultater. Bl.a vandt Jan B. og Lotte double stævnet i Poulsker, og ved Andepetanque fik vi en 1-3-5-7 plads.
Vi afholdt igen Firmapetanque, med 8 tilmeldte hold, men vi gerne vil have flere hold med, og det er synd vi ikke har mere lokalopbakning fra det lokale erhvervsliv.
I 2019 blev vi færdige med renoveringen af toiletterne, og her skal lyde en stor tak til Birte, Helge, Steen-Erik, Erhardt og Keld for den store indsats med byggeriet.
Der blev også holdt en sommerfest, hvor det blev en rigtig god dag, hermed tak til dette festudvalg.
Petanque Bornholm blev rigtig stort, med rekordstort antal deltagere, 232 spillere. Det blev afholdt med stor tilfredshed for alle. Stævnet blev for øvrigt vundet med en Aaif´er på holdet, nemlig Jacob som spillede sammen med Svendsen fra Team Lund.  Flot…  Herfra skal lyde en stor tak til Jacob Lund fra Team Bornholm, der laver et stort stykke arbejde med indbydelser og indkvartering. En stor tak til Inger Kjersgaard og Leif der står for frokosten og det gør de til alles tilfredshed. En stor tak til Jan B.–Kirsten-Lisbeth-Lotte-Jan K. for tilrettelægning og afholdelse af stævnet. Også en stor tak til alle hjælpere med bl.a at lave baner og tilberede frokost og stå til rådighed som buffet.
Som noget nyt/gammelt, blev der holdt julefrokost i klubhuset, det var rigtig hyggeligt, tak til dette festudvalg.
 
Der skal også lyde en stor tak til sponsorudvalget for vores nye spillertøj. Også tak til Rolle og Carsten for benyttelse af petanquehallen i Sose.
Til slut vil jeg takke det øvrige udvalg for et godt samarbejde i 2019, håber det vil fortsætte.

Årsberetning 2019 – Svømning

AAIF Svømning har igen i denne sæson haft to hold. Seniorsvømning kører med en meget trofast gruppe af medlemmer, men vi har været lidt udfordret af forholdene i år, da vi som forsøg skulle dele banerne med svømmehallen selv. Det har ikke fungeret så godt for seniorerne. Især ikke omkring vinterferien, som der på landsplan af er tre uger af. Også her på Bornholm.😊 Vi havde så aftalt nogle erstatningsgange, men da vi jo som alle andre, blev ramt af nedlukningen, blev det desværre ikke til noget.   
På vores hold for vandtilvænning, begyndere og letøvede har vi i år kun haft 18 medlemmer mod normalt op mod 50 medlemmer. Svømningen på Bornholm har i år været ramt af en lille årgang, men det kan ikke forklare hele nedgangen, så det vides ikke helt, hvad det skyldes.
Vi har derfor også været en træner mindre, så vi har været to trænere og to hjælpetrænere. Derudover har vi haft to fædre med i vandet hver gang. Det er rigtig dejligt, at vi til trods for det tidlige tidspunkt stadig kan få trænere, hjælpetrænere og forældre til at komme og hjælpe. Det er utrolig godt for både os og børnene, at det er de samme forældre, der er med hver gang, men det ved vi selvfølgelig godt, at det ikke er hver sæson, det kan lade sig gøre.
Udover undertegnede har vi haft Laura som træner og Carl og Samira som hjælpetrænere. Også tak til jer.

Årsberetning 2019 – Tennis

2019 blev en sæson med stort set uændret aktivitet på banerne og med stort set uændret medlemsskare. Men der bliver stadig spillet for lidt tennis på banerne, så udfordringen er stadig at få endnu mere gang i tennisspillet på vores fine baner. Vi havde begge baner i flot stand hele året.
Det gamle klubhus på volden havde udtjent sin ”værnepligt” og blev fjernet. Nu mangler vi blot at få gjort området lidt pænere, der hvor det gamle klubhus stod.
Bornholms Regionskommune står for vedligeholdelse af banerne minus inden for stregerne, men plus udskiftning af nedslidt materiel (koste, net, linjefejere m.m.).
Igen i 2019 gav vi en hånd med på travbanen i forbindelse med ”bilernes dag” og det gav et pænt tilskud til afdelingens drift.

Årsberetning 2019 – Volleyball

I år har volley igen haft 1 ungdomshold, 1 motionisthold og 1 turneringshold. Vi har haft en god tilslutning på ungdomsholdet igen i år, turneringsspillerne træner holdet, hvilket er til stor glæde for alle.
Turneringsholdet har også opnået stor tilslutning. Der er både startet helt nye spillere på holdet samt så er der nogen spillere der er rykket op fra ungdomsholdet. I en kombination med nogle af de trofaste spillere fra foregående år har vi haft et rigtig godt turneringshold, som udviklede sig meget igennem sæsonen. De sidste kampe holdet spillede inden corona ramte, vandt de på flotteste vis, holdet fik spillet nogle meget spændende kampe hvor de udviste rigtig god teknik og sammenspil. Hvis den gode stime havde fortsat på de sidste aflyste kampe, kunne holdet ende i toppen af turneringen, hvilket havde været den bedste placering i en række år. 
Motionistholdet har modsat været lidt lille i år. Holdet består primært af spillere fra de to andre hold, dette har bl.a. medført meget ringe tilslutning til motioniststævnerne her på øen. Hvilket desværre har været en generel tendens på hele øen.
Til sidst har vi i år desværre måtte sige farvel til hele bestyrelsen i volley afdelingen. Alle ønsker at træde af og takker for denne gang. Den nye bestyrelse består af: Alexander Kjøller-Hansen som kasserer og Andreas Ibsen som næstformand. Der er endnu ikke fundet nogen til at tage formandsposten, Mai fortsætter derfor indtil ny er fundet.

Årsberetning 2019 - Ældre i Bevægelse

Ved årsskiftet 2019/20 har Ældre i Bevægelse i det forgangne år haft 108 betalende medlemmer, hvilket er en tilbagegang fra sidste årsskifte på 23 medlemmer. På seniormotionsholdet har der deltaget 65 medlemmer, hvilket er en tilbagegang på 8 medlemmer, og på stolemotionsholdet har der deltaget 43 medlemmer, som er en tilbagegang på 15 medlemmer. Stolemotionsholdet har ellers siden 2015 til 2019 haft et stigende antal medlemmer, som i væsentlig grad skyldes, at mange af vores ”gamle” medlemmer på seniormotionsholdet har bevæget sig fra hal B til hal A, hvor træningen i stolemotion gennem mange år har foregået. At vi har både et seniormotionshold og et stolemotionshold må siges at være unik – og en unik mulighed for at fortsætte med at bevare den fysiske gode form – og ikke at forglemme – det sociale samvær der følger med. 
Forårs- og efterårssæson Tirsdag den 8. januar startede forårssæsonen. Til forskel fra de foregående år, hvor tilslutningen den første måneds tid var ret ringe, så dukkede stort set alle medlemmerne op ved det første træningspas, som havde deltaget i træningen i efteråret 2018, hvilket gjaldt begge hold. Der dukkede endda nogle nye medlemmer op både til seniormotionen og stolemotionen. Til gengæld oplevede vi det modsatte, da efterårssæsonen startede. På grund af, at vi først på et meget sent tidspunkt vidste, at vi havde en instruktør til seniormotionsholdet, blev såvel annoncering i Rytterknægten samt ophængning af plakater forsinket, hvilket sandsynligvis medførte, at færre mødte op til ”Åbent hus”, og at der deltog færre end forventet de første gange der var træning i hallen. Dog skal det nævnes, at tilslutningen hen ad vejen blev næsten som forventet.
 
Stolemotion Lis Ahlgreen, som har været instruktør for stolemotionen siden 2006, valgte at stoppe som instruktør. Men Lis havde også passeret de 86 år, så det er meget forståeligt. Endnu en gang tusinde tak til Lis, for hendes store indsats gennem så mange år. Der er ingen tvivl om, at Lis og hendes stolemotion vil være savnet. Det blev så i stedet Inger Jensen, som er en rutineret gymnastikinstruktør, der overtog stolemotionen, men det var kun indtil forårssæsonen sluttede i april måned. Ret hurtigt fik vi fat i en instruktør til stolemotionen. Det blev Susanne Floor, som kommer fra Pedersker IF.
 
Seniormotion Derimod har 2019 været et noget turbulent år for seniormotionen.
Benny havde varslet, at han ville stoppe som instruktør, når forårssæsonen sluttede. Ikke på grund af alder – selv om Benny har passeret de 80 år – men på grund af rygproblemer. Allerede i februar måned måtte Aase Kock-Jensen overtage de siddende og liggende øvelser.
I den forbindelse skal det nævnes, at Aase også ville stoppe som instruktør med udgangen af forårssæsonen 2019, hvilket betød, at der skulle findes en ny instruktør til seniormotionsholdet, inden efterårssæsonen startede den 10. september 2019.
Hvor vi meget hurtigt fik fat i en instruktør til stolemotionen, var det til gengæld umuligt at opdrive en instruktør til seniormotionen, Selv om både DGI´s direktør Karen-Margrethe Hansen Bager og DGI´s konsulent Iris Viborg Kofod prøvede at finde en ledig instruktør, lykkedes det ikke. I stedet tilbød AAIF´s  hovedformand Marian Lundh, som også er uddannet gymnastikinstruktør, at lede seniormotionen, i efterårssæsonen. Desværre blev Marian skadet på et instruktørkursus lige forinden, at hun skulle have været aktiv som instruktør, så Benny måtte fortsætte som instruktør med Aase som hjælper i endnu en sæson. Fra den 7. januar 2020 har Marian overtaget instruktørrollen for vores seniormotionshold.
 
Traveture og fællesspisning I lighed med de foregående år, blev der også i 2019 gennemført 7 traveture forskellige steder på vores dejlige ø. Selv om vi de seneste år kun har kunne mønstre fra 15 til 25 deltagere, vil vi også fremover fortsætte med at arrangere traveture. For dem der deltager på turene, har alle givet udtryk for, at de er meget glade for vores traveture, som altid slutter med hyggeligt samvær, hvor vi fortærer vores medbragte frokost , drikkevarer samt kaffe. En afslutning deltagerne ikke ville være foruden.
Vores månedlige fællesspisning er en fortsat succes – som vi heller ikke vil være foruden. Som ved de foregående års fællesspisning, deltager der hver gang fra 40 til 60 deltagere, hvilket ikke er så mærkeligt, for det er altid både flotte og lækre menuer, som hallen serverer for os – og til en rimelig pris.
 
Seniorsvømning Ældre i Bevægelse har også i sæsonen 2019/20 haft og har seniorsvømning, men desværre har tilslutningen kun været på 9 deltagere. Svømningen startede mandag d. 21. oktober 2019 med en times svømning ugentligt, og stopper den 23 marts 2020. Prisen for hele perioden var 700 kr., og må siges at være rimeligt billigt. Så spørgsmålet er, om der fortsat skal være seniorsvømning ?
 
Andre aktiviteter Ældre i Bevægelse har i 2019 deltaget i 2 arrangementer, som DGI har stået for. Onsdag den 3. april 2019 blev der i Nyvest-centret afviklet ”Motion for krop og sjæl”, hvor 21 af vores medlemmer deltog. Torsdag den 12. december var det ”Julemotion, fællesspisning, sang og foredrag” i Nyvest-centret.
Selv om programmet bød på motion, spisning og sang v/Inga Olsen og afsluttende med foredrag v/Lilian Hjorth-West, var der kun 7 af vores medlemmer, som havde tilmeldt sig arrangementet.
 
Afslutning Som afslutning på min beretning skal der først og fremmest lyde en varm tak til vores instruktører samt afdelingens bestyrelse, for et godt og uegennyttigt samarbejde til gavn og glæde for vores mange medlemmer. Der skal selvfølgelig også lyde en varm tak til hallens personale, som altid er parate til at hjælpe os med klargøring af musikanlæg, headphone m.m. , når vi har brug for det. Rigtig mange tak!
 
 

Nyheder


Pokalmodtagere til Generalforsamling 2024
AaIF 23. marts 2024

Vores nye pokaler

Læs mere
Arbejdsdag
Petanque 22. marts 2024

Læs mere
Hjertestarterkursus
AaIF 14. marts 2024

Hjertestarterkursus for alle trænere, ledere og afdelingsledelser

Læs mere
OPRÅB!!
AaIF 1. marts 2024

Der har været knallerter på vores multibane igen igen igen.

Læs mere
Sæsonplan 2024
Petanque 6. februar 2024

Læs mere
GranitChampz
Håndbold 26. januar 2024

Turnering

Læs mere
Ældremotion er aflyst i foråret 2024
Ældre i bevægelse 24. januar 2024

Læs mere
Køb din maling hos Flügger i Rønne og få 30% rabat i perioden 3.-7. januar 2024
AaIF 2. januar 2024

Sig at du er AAIF medlem og du får altid rabat hos Flügger. Plus at AAIF får 5% af købet.

Læs mere
Ledige Baner - Motionistbadminton
Badminton 21. september 2023

Læs mere
Ny instruktør i Ældre i Bevægelse
Ældre i bevægelse 12. september 2023

Læs mere
Trampolin Tryday
AaIF 15. august 2023

Kom og prøv en ny motionsform, når vi slår dørene op for Trampolin Fitness Tryday. Vi stiller 100 trampoliner op i Hal A og tilbyder hele eftermiddagen gratis prøvetimer i forskellige sværhedsgrader.

Læs mere